Her er en præsentation af mine band. Hør lydeksempler i playeren til højre.

Phønix – www.phonixfolk.dk

PhønixPhønix er et af Danmarks førende og mest erfarne folk bands. Deres helt specielle lyd har rødder i den danske og skandinaviske sang- og musiktradition, som de bringer mod nye horisonter med en nutidig og unik klang, som både peger tilbage og fremad. Phønix’s intense og energiske sceneoptræden har ført dem rundt i store dele af verden, på de største folk festivaler, såvel som de mest intime klubscener. Phønix har eksisteret i sin nuværende form i ca. 12 år, men bandet blev grundlagt helt tilbage i 1990.

Impuls Trio – www.impulstrio.dk

Impuls TrioMed impulser fra spillemandsmusik, kontemporær folkemusik og rock spiller de tre musikere kendte og ukendte perler fra den danske traditionsskat tilsat drone, sang og egne kompositioner. Eksplosivt og legende, lyrisk og råt. Tonen er umiskendelig dansk – udtrykket er nutidigt, kraftfuldt og iørefaldende.

Jydsk på Næsen – www.jpnmusic.dk


Jydsk på Næsen spiller dansk folkemusik til koncert og bal. Orkestret har desuden udviklet Spillemandsmessen, en gudstjenste med folkemusik, som spilles over hele landet. Jydsk på Næsen har eksisteret siden 1979 og har gennemtiden udviklet sin egen, letgenkendelige spillestil, der giver musik der både er god til dans og til lyttemusik. Repertoiret er nykomponeret, såvel som traditionelt, krydret med gode harmoniseringer og rytmiske effekter.

OstinatExpressen – www.facebook.com/OstinatExpressen

OstinatExpressenOstinatExpressen spiller primært nykomponerede numre med pift af både bluegrass, jazz og andet godt. Det er musik der egner sig til både lytning og dans. Efter en længere pause fra ca. 2005-2012 er OstinatExpressen nu genopstået og har fået Magnus Heebøll med på Percussion.

Anja Præst Trio – www.anjapraest.dk

Anja Præst TrioAnja Præst’s kompositioner er smukke og svingende, finurlige og fejende melodier og eftertænksomme sange. De tre musikere har kendt hinanden i mange år og nyder helt tydeligt at spille sammen og gør det med stor nerve, indlevelse og humor. Det hele bindes sammen af Anjas historier om musikkens tilblivelse og sit møde med ”Loven om tiltrækning”.

Baltinget – www.baltinget.dk

Spiller traditionel, dansk folkemusik som bliver fremført nutidigt og med brug af elementer fra ander rytmiske genrer. Bandet nærer dyb respekt for deres traditionelle rødder og er samtidig ikke bange for at gå nye veje. Råstyrken i den gamle rytmiske musik forenes med den moderne rytmiske musik såvel i egne kompositioner som i spændende nyfortolkninger af eksisterende værker. Baltinget spiller både til koncert og bal og har optrådt over alt i Danmark og i store dele af Europa. I 2004 blev albummet Classic nomineret til 2 Danish Music Awards.

Heebøll & Vinther Duo

Spiller et bredt repertoire, som tager udgangspunkt i den traditionelle danske dansemusik og i Kristine Heebølls kompositioner. Melodierne bliver udfordret og varieret og der bliver leget med harmonik og rytmer. Duoen har eksisteret siden 2001 og spiller primært til bal, men går ikke af vejen for andre udfordringer.